• Borgerlige partiledere klumper sig sammen: De risikerer at tabe valget på det, siger valgforsker

    Source: BDK Borsnyt / 23 Apr 2025 14:49:21   America/New_York

    Hvad er vigtigst: En blå regering efter næste folketingsvalg eller et godt personligt stemmetal? Det spørgsmål bør flere af de blå partiledere stille sig selv, hvis de oprigtigt ønsker at skabe et blåt alternativ til den midterregering, Danmark har i dag, siger valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen. For når danskerne ved næste folketingsvalg igen skal til at stemme, står den borgerlige lejr over for et opgør, som ikke just er hjælpsomt, hvad angår ambitionen om en blå regering. Både Troels Lund Poulsen (V), Alex Vanopslagh (LA), Mona Juul (K) og Lars Løkke Rasmussen (M) – og muligvis Lars Boje Mathiesen (BP) – stiller nemlig op i Østjyllands Storkreds. »Jeg kan ikke se, at der er nogen fordel i det på nogen måde. Der er faktisk kun til ulempe,« siger Kasper Møller Hansen. »Man kan jo egentligt godt smide den tilbage til dem og spørge: Vil de virkelig have et blåt flertal? For så kræver det nok, at en eller flere af dem flytter kreds«. Kan man godt konkludere, at det formindsker de borgerliges chancer for at få regeringsmagten efter næste valg? »Ja. Det korte svar er jo helt klart ja. Det er en medvirkende årsag til, at de kan risikere at komme i en situation, hvor de mangler nogle få procent, som de kunne have vundet hjem, hvis de havde haft spredt partilederne lidt,« svarer Kasper Møller: »Nogle få procentpoint fra den anden side kan jo være rigeligt til at flytte et flertal. Og alle stemmer er virkelig nødvendige, hvis de blå skal have mulighed for at sikre sig et flertal på den blå side«. Et borgerligt alternativ Flere af partilederne i blå blok forsøger ellers ivrigt at overbevise vælgerne om det blå projekt som alternativ til den midterregering, vi har i dag. I en fælles kronik bragt i Berlingske i begyndelsen af året skrev Alex Vanopslagh, Mona Juul, Inger Støjberg og Morten Messerschmidt for eksempel, at deres fire partier i 2025 agtede i fællesskab at »konkretisere visioner for en anden retning for Danmark«: »Der er et alternativ til regeringen og rød blok. Alternativet er borgerligt,« lød beskeden fra de fire partiledere, som siden da også har poseret til gruppebilleder og givet flere fælles udmeldinger. Men da det kom til spørgsmålet om det problematiske i, at både Lars Løkke Rasmussen, Troels Lund Poulsen, Mona Juul og Alex Vanopslagh – alle partiledere med borgerlige vælgere – stiller op i Østjyllands Storkreds, afviste de tre sidstnævnte i fredags over for TV 2 at skifte kreds. »Det er jo for dumt,« medgav Vanopslagh godt nok, og det giver Kasper Møller Hansen ham ret i: Valgforskeren kalder det et »kæmpe problem« for den blå lejr, som han mener »skyder sig selv i foden«. Blandt vælgerne bliver fokusset på partilederne nemlig større og større i disse år, og danskerne vil gerne stemme på en partileder, hvis de kan komme til det: »Det gør så, at man får det her skævvredne fokus, og lige pludselig har du en masse blå vælgere, som rundt omkring i landet vil føle sig hjemløse. For de ikke vil kunne finde en partileder, de med fornuft kan stemme på,« siger Kasper Møller. »Og det, der så muligvis vil ske, er, at vælgerne bliver draget af andre partiledere fra ikke-blå partier. Vi har set tydeligt ved det seneste valg, hvordan der er en ekstra gevinst, der hvor partilederne stiller op«. En for stor nød Når det kommer til valg af storkreds har der i mange år været tradition for at flytte partilederen til den største kreds. Pia Kjærsgaard skiftede til Sjællands Storkreds, som er Danmarks største, da hun var leder af Dansk Folkeparti, og sidste år blev det da også annonceret, at Morten Messerschmidt overtager kredsen ved næste valg. SFs politiske leder, Pia Olsen Dyhr, valgte også at flytte til Sjællands Storkreds sidste år, og Lars Løkke Rasmussen flyttede til samme storkreds, da han var formand for Venstre. Ved sidste folketingsvalg var der omtrent 634.000 stemmeberettigede i Sjællands Storkreds og omtrent 603.000 i Østjyllands Storkreds. På tredjepladsen kom København med cirka 550.000 stemmeberettigede. Der er med andre ord god fidus i at hive stemmemagneterne derhen, hvor man har mulighed for at få fuld valuta for pengene – nemlig i de største kredse. Kasper Møller Hansen ser dog ikke andre udveje for den blå familie, end at den bliver nødt til at sætte sig og koordinere »på allerhøjeste niveau«. »Når de alligevel skal koordinere politikken, så skulle de også tage chancen og få koordineret det her,« siger valgforskeren. Men spurgt til realismen i dét forslag, erkender han: »Det er klart, at det godt kan være, at det bliver en for stor nød for dem at knække. Men koordinationen ville være strategisk klog, selvom de hver især nok vil have svært ved at sluge den pille«. https://www.berlingske.dk/politik/borgerlige-partiledere-klumper-sig-sammen-de-risikerer-at-tabe-valget-paa
Share on,